Guide til plantning og pasning af rabarber

Rabarbergrød, rabarbermarmelade og rabarbersaft. Man kan næsten smage den syrlige sødme bare ved tanken. Få vores tips til plantning, pasning og høst af dit rabarberbed.

Plantning af rabarber

Rabarber er i sandhed en flerårig plante. Når først den er plantet, kan den stå samme sted i op til 25 år. Derfor er det også en god idé at vælge med omhu, når du sætter rabarberen i jorden første gang. Overvej at gå all in og anlæg et fast bed til flerårige planter som fx rabarber, asparges og jordskokker. Så står det ligesom der og du skal ikke bekymre dig om det de næste mange år.

Rabarber skal plantes dybt i muldrig jord fyldt med næring. Gerne et lyst sted med læ. Forbered jorden ved at grave dybt og fjerne flerårigt ukrudt. Plant dine rabarberplanter med god afstand, da de bliver ret store. Når de er plantet, skal de have godt med vand.

Pasning af rabarber

Når først rabarberen er i jorden, er det let. Et lag kompost ovenpå jorden hvert år holder jorden ved lige, så den bliver ved med at give næring.

Rabarberen yder mest, hvis den lige får lidt fred de første par år. Undgå at plukke for mange stilke, indtil du kan se, at den er kommet godt i gang. Til gengæld holder den så et kvart århundrede. Selvom den dog giver mest de første 10-15 år.

Tip til pasning af rabarber: Om sommeren stikker rabarberne af med lange, hvide blomsterstande. Hvis du har rigeligt med rabarber, kan du fint lade blomsterne sidde og pynte. Men har du kun rabarber til husbehov, kan du med fordel fjerne blomsterstænglerne, når de dukker op, da de kan nedsætte udbyttet med 25% året efter.

Høst rabarber frem til Sankt Hans

Fra marts/april kan du begynde at trække de første rabarber. Hvis du nøjes med at høste en fjerdedel af planten, kan den nå at følge med og forny sig i løbet af sæsonen. På den måde kan du høste rabarber frem til Sankt Hans. Derefter skal du lade den være i fred, så den får lov til at etablere sig på ny.

Tip til høstning af rabarber: Når du høster rabarber, skal du trække rabarberen fri af planten for at få det hele med. Skærer du rabarberen fri og efterlader en stump, vil planten ikke komme tilbage.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *